Sønderjysk malerforretning igennem fire generationer

Lang tid inden, at epoxy-gulve og Wilelmen Farver & Pensel – JOTUN Tønder blev en del af Wilhelmsen Maler, grundlagde Jens Wilhelmsen virksomheden. I dag kaldet Wilhelmsen Maler. Året var 1923. Stedet var Løgumkloster. Og kunderne var fortrinsvist de mange veldrevne landbrug på egnen.

Dengang kostede håndværksarbejde næsten ingenting, så for mange af de travle bønder var det en selvfølge at få en rigtig maler til at svinge penslen i deres fine stuehuse.

I 1920’erne skænkede Jens Wilhelmsen det næppe mange tanker, at hans efterkommere i flere generationer ville komme til at overtage forretningen. I 60’erne var han dog selv med til at give penslen videre til sin søn, Anton Wilhelmsen.

Under anden generation rykkede forretningen længere ind i byen. Behovet for malerarbejde i byen steg i takt med, at der blev etableret højskoler, efterskoler og andre offentlige institutioner. Wilhelmsen Maler var begyndt at slå sit navn fast, så Anton Wilhelmsen havde masser at lave.

Skæve arbejdstider

I løbet af 1970’erne var produktionsvirksomheder begyndt at skyde op på egnen. Lige som Wilhelmsen Maler var fulgt med udviklingen fra landet og ind til byen, var det et naturligt skridt, at de store erhvervsdrivende på egnen også blev faste kunder i forretningen.

Særligt to faktorer var medvirkende til, at Wilhelmsen Maler blev fast leverandør til sønderjyske industrikunder som eksempelvis Hydro.

For det første var Wilhelmsen blandt de første i Danmark til at specialisere sig i epoxy-maling. Et produkt, som industrien dengang begyndte at efterspørge som belægning på vægge og gulve. For det andet gav det nogle skæve arbejdstider at udføre malerarbejde uden at gå i vejen for produktionen.

Det fortæller Jens Wilhelmsen, barnebarn af grundlæggeren, der som tredje generation overtog forretningen i 1986.

“Det krævede, at vi arbejdede om natten og weekenderne. Det gad mange af vores konkurrenter ikke, men det gjorde vi, og det gør vi stadig i dag. Derfor blev det vores niche,” siger han og tilføjer, at kvaliteten af det udførte arbejde selvfølgelig er den vigtigste grund til, at kunderne kommer igen.

Det var også under tredje generation, at Wilhelmsen Maler for første gang etablerede en butik med salg af malervarer. Butikken lå ud til Markedspladsen i Løgumkloster under navnet Sadolin Farvehandel.

“Det krævede, at vi arbejdede om natten og weekenderne. Det gad mange af vores konkurrenter ikke, men det gjorde vi, og det gør vi stadig i dag. Derfor blev det vores niche,”

Jens Wilhelmsen, tidligere indehaver af Wilhelmsen Maler, om erobringen af erhvervskunder

Gamle værdier i en ny tid

Siden 2016 har Wilhelmsen Maler haft butik i Tønder. Her er der salg af JOTUNs kvalitetsprodukter, og selvom butikken nu hedder Wilhelmsen Farver & Pensel – JOTUN Tønder, er der salg til både private og erhvervskunder.

Kort efter åbningen af butikken i Tønder blev Jens Wilhelmsen dog ramt af leukæmi. Derfor måtte butikken holde lukket, indtil han var på toppen igen i efteråret 2017. Siden da har han atter været fast inventar bag disken, hvor han står klar til at lade gode råd og kyndig vejledning følge med i handlen.

I dag står Jens’ søn, Lasse Wilhelmsen, for den daglige drift af virksomheden, imens Jens står for butikken. For Lasse Wilhelmsen, der er fjerde generation efter stifteren, har malerfaget selvsagt været en naturlig del af opvæksten. Efter nogle år som ansat i forsvaret og med bopæl i både Danmark og udlandet vendte han hjem i 2014. I dag har han overtaget driften af virksomheden, imens Jens Wilhelmsen står for den daglige drift af Wilhelmsen Farver & Pensel – JOTUN Tønder.

Følger med tiden

Det ligger i DNA’et for Wilhelmsen Maler at følge med tiden. Derfor er det også naturligt, at virksomheden er blandt de første i Danmark, der har specialiseret sig i metallic-epoxy – en ny type epoxy-maling, der giver muligheden for at lave epoxy-belægninger med et unikt, kunstnerisk udtryk. Et produkt, der i udlandet har været efterspurgt af både private og erhverv i et par år, og som danskerne nu også begynder at tage til sig.

Så virksomheden er fulgt med tiden. Alligevel har værdigrundlaget i bund og grund været det samme igennem alle fire generationer. Det hviler på en bevidsthed om, at hvis en forretning skal overleve i et tyndt befolket område som det sydvestlige Sønderjylland, skal arbejdet være veludført hver gang. Kun på den måde bliver kunderne ved med at komme igen.

Derudover er to ting gået uændret igennem de fire generationer. Virksomheden har stadig firmaadresse på Markedsgade i Løgumkloster. Og efternavnet er stadig Wilhelmsen.

KONTAKT OS

Kæragervej 1
6270 Tønder
CVR-nr. 40947620

info@wilhelmsenmaler.dk
Tlf: +45 71 74 72 00

© Copyright 2019. All Rights Reserved.

MEDLEM AF:

Danske Malermestre: